Hvornår er valget frit?

Når den offentlige debat falder på ligestilling og der stilles forslag der kan fremme ligestillingen mellem kønnene, lyder modsvaret ofte at forskellene skyldes kvinders frie valg. Svaret er det samme uanset om vi taler om at kvinder er overrepræsenterede i den offentlige sektor og omsorgsfagene, eller at de er underrepræsenterede på ledelsesgangene og indenfor naturvidenskabelige uddannelser og erhverv.

Problemet med svaret er, at det ikke tager højde for at valg træffes i en kontekst. I min yngste datters vuggestue er der ansat 12 kvinder og ingen mænd. I børnehaven hos den ældste, er der 11 kvinder og 3 mænd. Det bliver ikke meget bedre i folkeskolen, hvor der i 2010, var 70% kvindelige lærere.

Billedet går igen overalt i vores samfund. Mænd i tekniske fag og ledelsesstillinger; kvinder som omsorgsgivere bade på arbejdsmarkedet og i hjemmet.

Nar det er den virkelighed vi møder hver dag gennem vores liv, påvirker det os. Det får os til at forvente at visse sociale kontrakter overholdes, for vi har set dem så mange gange før.

Hvis vi vil skabe et samfund, hvor vi kan træffe frie valg, fri for presset fra fortidens normer, må vi ændre de strukturer i samfundet der fastholder os i de gamle kønsroller. Alting peger på at det bedste sted at starte er med barsel.

Når kvinder bliver mødre, går de ned i tid på arbejde. Når mænd bliver fædre, arbejder de mere, deres indkomst stiger kraftigt og de bruger mere tid på at pendle. Kort sagt bruger kvinder mere tid på familie og mænd bruger mere tid på arbejde. Vi skal at vi tilbyder nye familier vilkår der giver fædre og mødre lige muligheder for at deltage i deres børns liv helt fra begyndelsen. For selvfølgelig betyder det noget for vores selvforståelse når vi som børn lærer at forbinde kvinder med nærhed og omsorg, og mænd med karriere og forsørgelse. Det kan godt ske at vi er nået langt med at ligestille kønnene, men vi er ikke i mål endnu. Når det kommer til vores indstilling og forventninger til kønnene, har vi stadig en lang vej igen. Og den starter med øremærket barsel til mænd.

Tag ansvar for offentlig it

Der lader til at være en berøringsangst for IT på Christiansborg. Med få undtagelser begrænser IT politik sig til forargelse over skandaler, og bekymring over persondata. Begge dele er naturligvis relevant, men egentlig stillingtagen til hvordan vi udvikler og anvender IT i det offentlige, udebliver.

IT er kritisk for næsten alle dele af samfundet, men der stilles næsten ingen krav til indkøb, eller udvikling, af nye systemer. Der stilles eksempelvis ikke nogen krav om stillingtagen til sikkerhed, arkitektur, eller brugervenlighed. Der stilles heller ikke krav om at myndighederne har relevante IT kompetencer med i processen. Retningslinjer for projektstyring og anvendelse af den Fællesoffentlige Digitale Arkitektur er, for mange projekter, valgfri. Arkitektur og valg af infrastruktur overlades i høj grad til leverandører, hvilket betyder at løsningerne ofte er låst til en leverandør. Til trods for at vi gang på gang ser læk af persondata og kuldsejlede projekter i både million- og millardklassen, kommer der ingen reel handling.

Offentlige myndigheder er i dag kraftigt digitaliserede, og har behov for IT systemer, som ikke bare kan rives ned fra hylden. Kravene til systemerne stiger hele tiden, men projektmodellerne og kompetencerne hos myndighederne er ikke fulgt med.

Vi skal i langt højere grad stille krav til at der er de fornødne kompetencer hos myndighederne. Tilsynet skal skærpes, så projekterne får den fornødne opmærksomhed og forankring i myndighedernes ledelse. Koordineringen mellem myndighederne skal styrkes, og vi skal lade os inspirere af initiativer som OS2 der gennem anvendelse af open source udfordrer den traditionelle lukkede udviklingsmodel. Open source modellen er billigere, promoverer samarbejde og deling mellem myndigheder, og den åbner markedet op for mindre leverandører.

Der er behov for at offentlige myndigheder tager mere ansvar for udvikling, indkøb og drift af IT systemer. Mange myndigheder mangler kompetencer indenfor forretnings- og enterprisearkitektur. Det betyder i praksis, at det overlades til leverandøren at vurdere hvad løsningen skal kunne, og hvordan den skal spille sammen med andre systemer. Konsekvensen bliver at løsningerne ikke lever op til forventningerme, og at genbrug af funktionalitet og data ikke bliver prioriteret. I andre IT organisationer har man for længst indset at disse funktioner ikke kan outsources. Stærke kompetencer indenfor forretnings- og enterprise arkitektur er ligeledes væsentlige forudsætninger for effektiv koordinering mellem myndigheder.

De offentlige myndigheder gør mange udfordringer i møde. Implementering af GDPR, og en stigende bekymring for hvordan vore digitale data anvendes, står i skarp kontrast til ønsker og forventninger om brug af big data, machine learning og AI. Hvis vi skal lykkes med at gå den balancegang det vil kræve, er det på høje tid at vi tager ansvar for offentlig IT.

Post image licensed under CC BY-SA 2.0. Image courtesy of gleonhard.

Ligestilling er et samfundsansvar

Da jeg for omkring et halvt år siden meddelte min arbejdsplads, at jeg forventede at holde 25 ugers barsel fik jeg at vide at det måtte være en fejl. Efter at have forklaret at det var cirka lige så længe som min kone, og forsikret om at jeg havde forstået reglerne for barsel faldt det stille og roligt på plads. Forvirringen skyldtes jo bare at “mænd typisk gerne vil hurtigt tilbage på arbejde”… Min oplevelse er et udmærket eksempel på hvorfor vi ikke er færdige med ligestilling i Danmark. Rigtig mange mennesker har stadig meget fasttømrede ideer om hvordan mænd og kvinder opfører sig forskelligt. Særligt i forhold til arbejds- familielivet.

Den 14. juli skriver Suzanne Moll i klummen Matriarkatet i Politiken (kræver abonnement) at gaderne burde vrimle med kvinder i protest mod den fortsat manglende ligestilling mellem kønnene. Anledningen er en ny rapport, som endnu engang understreger at ligestilling i Danmark kun findes på papir (hvis man da kan hævde den findes overhovedet). Suzanne Moll mener at den manglende ligestilling ikke skyldes en sammensværgelse, men snarere en masse ubevidste fordomme og handlingsmønstre, der gør det at være mor svært foreneligt med det at prioritere sin karriere. Jeg er grundlæggende enig i at de største hindringer for ligestilling i dag findes i hovederne på folk. Desværre synes jeg også at Suzanne Moll selv giver udtryk for stereotype fordomme og at hun lægger ansvaret for at drive ligestillingen fremad på kvindernes skuldre.

Et eksempel på fordommene der sniger sig ind, er følgende passage:

Kvinder med et par børn oplever tit, at karrierebussen kører forbi dem. Men i stedet for at tro, at hun kun er interesseret i madpakker og forældremøder, kunne man skabe vilkår, der giver hende mulighed for at kombinere.

Er der grund til at tro at hun interesserer sig for madpakker til at starte med? Som mand interesserer jeg mig ikke selv for madpakker, og jeg tror heller aldrig jeg har mødt en kvinde der gjorde det. Men madpakker er mad, og mad laves af kvinder i køkkenet, så madpakker må være kvindens gebet.

Når Suzanne Moll skriver at man

kunne skabe vilkår der giver hende mulighed for at kombinere.

lyder det som om ligestilling er noget vi skal sigte efter for kvindernes skyld, og at det er nødvendigt for at de både kan passe familien og have en karriere. Det er uheldigt, fordi det lyder som om ligestilling er en byrde, snarere end en gevinst for samfundet.

Grundholdningen i klummen er god, men vi skal passe på ikke at lægge ansvaret for ligestillingen på kvindernes skuldre. Det er et samfundsansvar, og vi skal ikke tilpasse lederstillinger så de passer med familieliv for kvindernes skyld. Vi skal vænne os til at det er helt legitimt og almindeligt at kvinder vælger karriere frem for børnepasning, i samme grad som mænd gør i dag.

Den forandring der skal til er at mænd bliver mere aktive i børnepasningen og husholdningen, så kvinderne er mere fri til at vælge den karriere de ønsker.

Det er meget muligt at man, som Suzanne Moll skriver, skal være masochist for at interessere sig for ligestilling i Danmark i 2018. Hvis det er tilfældet håber jeg at der er flere der vil rejse sig op og tage de tæsk der skal til for at vi igen kan komme fremad.

Øremærket barsel til fædre

Det er som om danske politikere tror at ligestilling mellem mænd og kvinder ikke længere er relevant at diskutere i Danmark. Siden øremærket barsel til mænd blev droppet i 2013, har der ikke været meget politisk interesse i ligestilling.

Nu har EU genoplivet debatten ved at kræve at medlemslandene indfører 2 måneders øremærket barsel til mænd, til trods for at Danmark “kæmper imod”, som Troels Lund Poulsen udtrykker det.

Jeg synes det er trist at ligestillingdebatten i Danmark er endt et sted hvor vi kæmper imod øremærket barsel til mænd til trods for at vi ved fra alle de øvrige nordiske lande at øremærket barsel til fædre får fædre til at holde mere barsel, reducerer løngabet mellem kønnene på arbejdsmarkedet, får fædre til at involvere sig mere i børnenes liv, og sågar får fædre til at tage en større del af de huslige pligter. Alt sammen effekter der vil hjælpe os til at gentænke vores traditionelle kønsroller. Vi vil allesammen gerne ligestilling, men vi er så vant til at tale om og tænke på kønnene på en bestemt måde, at der er behov for et skub i den rigtige retning.

Politikerne på Christiansborg bør træde i karakter, tage imod direktivet fra EU med kyshånd og gå skridtet videre, således der indføres fuld ligestilling på barselsområdet. Hver forælder skal have ret til 2 ugers orlov med fuld løn, og derudover skal der øremærkes 12 uger til hver forælder. De resterende 20 uger kan frit fordeles mellem forældrene.

Jeg mener ikke at vi som samfund kan sige at vi ønsker ligestilling, og så samtidig kæmpe imod løsninger vi ved er effektive. Løsninger der efterspørges af fagforbund såvel som Institut for Menneskerettigheder. Det er på høje tid at der kommer handling på ligestillingsområdet.